Roskilde Kommune snyder mig med affaldsgebyr
Roskilde Kommune kræver gebyr af pensionist, selvom han ikke har haft virksomhed i Roskilde i 23 år
Tidligere ejendomsmægler Jørgen Slorup fik en opkrævning på erhvervsaffaldsgebyr
fra Roskilde Kommune i oktober sidste år. Det var 23 år efter, at han lukkede virksomheden i Roskilde. Han blev truet med Told og Skat, hvis han ikke betalte.
- Jeg ringede straks til kommunen og fortalte, at det måtte dreje sig om en misforståelse, da jeg jo ikke har haft virksomhed i Roskilde i mange år, fortæller Jørgen Slorup, der ved en fejl var kommet til at betale, fordi han troede det var affaldsgebyret for nogle bygninger, han ejer i Roskilde.
Kommunens galimatias med affaldsgebyr
Jørgen Slorup synes, det er det rene galimatias, som Roskilde Kommune laver.
- Jeg fik at vide, at jeg kunne sende min virksomheds kvitteringer på moms og skat, så kunne jeg bevise, at jeg havde tjent mindre end 50.000 kroner på et år. Så kunne jeg slippe. Men det kan jeg jo ikke, da jeg ikke har nogen virksomhede, siger en fortørnet Jørgen Slorup.
Affaldsplanlægger i Roskilde Kommune Jacob Fallov forklarer, at affaldsafgiften bliver fastsat efter virksomhedernes CVR nummer. Og står man stadig i cvr-registret, så bliver man nødt til at betale medmindre, man kan bevise, at indkomsten har været meget lav, fortæller han.
Bryder loven
- Vi bryder simpelthen loven, hvis vi ikke gør det på denne måde, siger Jacob. Han pointerer, at kommunen jo heller ikke må forskelsbehandle folk.
Han har oplevet at omkring 20 tidligere virksomhedsejere er kommet i klemme i gebyrjunglen, fordi de ikke har afmeldt deres virksomhed i registret. De skulle derfor betale erhvervsaffaldsafgift.
- Det har jo tidligere ikke haft en betydning, at de gamle virksomheder stod der, men nu skal de altså betale affaldsafgift, siger Jacob.
Jørgen Slorup har nu fået en advokat til at afmelde virksomheden i registret, så han ikke bliver afkrævet beløbet igen i år.
Jørgen blev også afkrævet gebyr af Oddsherred kommune, hvor han indtil for 13 år siden havde en virksomhed.
Efter to måneder fik han besked om, at han ikke skulle betale alligevel.
Jacob Fallov har i de seneste måneder modtaget 900 breve fra virksomhedsejere, der mente de var afkrævet forkert gebyr.
ag@roskildeavis.dk