Rekordstort optag på University College Sjælland
I morgen får 2214 unge besked på, at de er kommet ind på deres drømmeuddannelse hos University College Sjælland. Det er en stigning på 24 procent i forhold til sidste år. Den store stigning i antallet af nye studerende betyder, at flere af University College Sjællands ni uddannelser må melde alt optaget. Det gælder fysioterapeut-, bioanalytiker- og ergoterapeutuddannelsen. På de store uddannelser til pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver er der kun få ledige pladser, hvis man vel at mærke er fleksibel i forhold til studiestart og uddannelsessted. På socialrådgiveruddannelsen er optaget steget med 41 procent, og alle pladser i Roskilde og på e-læringsuddannelsen er besat. Der er kun få ledige pladser i Nykøbing F. med studiestart til februar 2012. På sygeplejerskeuddannelsen er der stort set ingen ledige pladser med studiestart i september. Både i Roskilde, Slagelse og Næstved samt på e-læringsuddannelsen meldes alt optaget. Pædagoguddannelsen er sammen med leisure managementuddannelsen den uddannelse, der har oplevet den største stigning. 52 procent flere er optaget på pædagoguddannelsen i forhold til sidste år. Det betyder, at der kun er få ledige pladser, som med al sandsynlighed vil blive besat ved efteroptaget. Ansøgere, der får et afslag, har følgende muligheder: Efteroptag: Efter den 30.juli udbyder University College Sjælland ledige pladser. Ansøgere, der har fået afslag eller ikke nåede at søge inden for tidsfristen, kan søge de ledige pladser. Afviste ansøgere, der søger ind på efteroptag, skal udfylde en ny ansøgning. Er man ikke kommet ind på sin drømmeuddannelse, kan man blive sat på venteliste. Ønsker man dette, skal man kontakte University College Sjællands optagelsessekretariat. Afviste ansøgere kan også udsætte studiestart til februar og søge om vinteroptag. Her skal man udfylde en ny ansøgning.