To gange fødselsdag
FØDSELSDAG: For Tine og Kristian Østergaard, som er forpagtere af Odd-fellowgaarden og indehavere af Bistroen, byder den nærmeste fremtid på to fødselsdage. Det er nemlig et år siden, at de slog dørene op til den populære Bistro, mens det er 13 år siden, at de satte sig i forpagterstolen af Odd-fellowgaarden.
- Vi åbnede Bistroen sidste år i midten af august, og nu er vi efterhånden ved at være klar til igen at slå dørene op igen efter sommerferien. Det gør vi helt præcist den 18.august, og det glæder vi os til. Vi har fået det års mere erfaring, og det vil man blandt andet kunne se på menukortet og sammensætning. I stedet for at servere store tunge retter, så satser vi på flere små retter, så gæsterne kan få flere smagsoplevelser. Det er stadig med inspiration fra det franske køkken, og da vi jo er en bistro, så er det selvfølgelig til fornuftige penge, siger Kristian Østergaard.
Gang i Odd-fellowgaarden
På Odd-fellowgaarden har sommeren været brugt til at lægge sidste hånd på det hele, så det hele nu står helt klart til at tage imod de mange selskaber.
- Vi har rigtig mange selskaber, og det er vi selvfølgelig glade for, men der er også godt gang i leveringen af mad ud af huset, så der bliver ikke tid til at holde fødselsdag lige nu. Vi har dog planer om at holde noget en gang i oktober måned, og det bliver formentlig noget med en 13-retters menu, siger Kristian Østergaard