40 ÅRS JUBILÆUM
Henrik Christensen kender Vestegnen særdeles godt. Her har han tilbragt mange år af sin karriere i Danske Bank. De seneste syv år har han været regionsdirektør for Danske Bank Region Storkøbenhavn. I sin tidligere år i Danske Bank arbejdede Henrik i en årrække i henholdsvis Herstedøster og Glostrup afdeling. - Det har været 40 spændende år. Bl.a. har jeg fulgt udviklingen på Vestegnen igennem rigtig mange år, og det er imponerende at se, hvordan området har udviklet sig til at blive et af de største og vigtigste erhvervsområder i landet, siger 57-årige Henrik Christensen. I løbet af karrieren er det også blevet til 12 år i Danske Banks hovedsæde, hvor Henrik Christensen bl.a. har været chef for bankens samlede erhvervsområde. Henrik Christensen er født og opvokset i Hvidovre. Her har han spillet fodbold en stor del af sit liv, og i dag er Henrik også aktiv medlem i Brøndby Golfklub, Brøndby Tennisklub, Vallensbæk Badmintonklub og Hvidovre Fiskeklub. - Jeg er født og opvokset på egnen, og er i dag ret integreret på Vestegnen både via mit arbejds- og privatliv. Jeg holder utrolig meget af egnen, og har et stort netværk her, siger Henrik Christensen, der privat bor i Brøndbyøster. I forbindelse med jubilæet inviterer Danske Bank venner og forretningsforbindelser til reception fredag den 5. august kl. 10-13 i Danske Banks Finanscenter i Glostrup, Hovedvejen 107, 3. sal.