- Det handler om troværdighed...
Pernille Falcon opfordrer borgmesteren til at gå af og give plads til en ny socialdemokratisk borgmester
- Milton fortæller i sidste nummer af Hvidovre Avis, at han er alkoholiker og at han mener, at dette godt kan forenes med at være borgmester - tilmed uden at det skader Hvidovre. Det passer ikke, at det ikke skader Hvidovre. Det kan ikke lade sig gøre at løfte en borgmesterpost, med overordnet ledelsesansvar overfor flere tusinde ansatte og en økonomi på fire mia. kr. om året, som aktiv alkoholiker... Således kommenterer Pernille Falcon den seneste udvikling på den kommunalpolitiske scene. Videre siger hun: - Det er, for at sige det lige ud, ikke nogen ædruelig vurdering. Milton tager fejl! For selv om en borgmester omgiver sig med dygtige embedsmænd og embedskvinder og selv om han har dygtige ansvarlige politiske kolleger, er det ikke ligegyldigt, hvorledes borgmesterposten håndhæves. Det er et ansvarsfyldt hverv, som skal sikre og kvalificere samspillet mellem embedsværket og det politiske niveau. Der træffes selvstændige vidtgående beslutninger. Når dette ikke sker, skrider det og embedsværket tvinges til at kompensere og agere også på den politiske banehalvdel, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Hvis det var borgmesterens kommunaldirektør, der havde et tilsvarende problem og var kommet med en tilsvarende påstand, ville Milton som borgmester være nødsaget til at sige stop. Han ville håndhæve kommunens personalepolitik og sikre en samtale, hvor det blev klart, at der skulle vælges mellem alkoholen og embedet. Hvis det aktive misbrug fortsatte, var ansættelsen i Hvidovre kommune valgt fra. Sådan er det... Omgivelserne må gribe ind Pernille Falcon fortæller, at hun meget tidligt har gjort dette synspunkt klart for såvel Milton som for den socialdemokratiske gruppe: - Ja, dette blev blandt andet gjort klokkeklart i forbindelse med konstitueringen for snart to år siden, for at Liste T kunne pege på en socialdemokratisk borgmester. Det er fint, at Milton nu anerkender, at han har et problem, men dybt beklageligt, at Milton ikke har magtet at vælge i tide, men villet begge dele. For det kan ikke forenes. Jeg er socialrådgiver og skal være den første til at anerkende, at det kan være svært at få styr på et misbrugsproblem. Men i sidste ende er det, uanset årsagen - om det er et resultat af et presset job eller en dårlig ryg - et personligt ansvar at få det stoppet misbruget. Ellers må omgivelserne gribe ind. Jeg har på et tidspunkt været en del af omgivelserne - da jeg sad i kommunalbestyrelsen - hvor jeg søgte aktivt at gribe ind. Når det ikke lykkedes, kan det skyldes hensynsbetændelse fra partifæller i S og fra SF, der har lukket øjnene og troet på løfterne - sådan som man godt kan med dem, man er tæt på. Men det holder ikke. Min opfordring til borgmesteren er: Gå af! Giv plads til en ny socialdemokratisk borgmester, pas hvervet som en dygtig kommunalpolitiker og brug tid og kræfter på at få styr på alkoholmisbruget. Der er to år tilbage til at genvinde troværdigheden for Socialdemokratiet i Hvidovre... Enhedslistens førstekvinde i Hvidovre slutter med en opsang: - De eneste, der fortsat har gavn af en svækket borgmester og som kan fryde sig med Milton på posten, er de borgerlige. De kan med Hvidovrelisten i spidsen - hver gang der træffes en beslutning, som de er politisk uenige i - med stor fornøjelse hævde, at den bunder i en forhøjet promille...