Martin Axelgaard på Stændertorvet
Torvehandlen og gå-gadeatmosfæren lørdag 30. juli får en sang med på vejen af Martin Axelgaard. Den 30-årige nordjyde er nemlig Roskilde Handels og Stjernebutikkers musikalske indslag den sidste lørdags-formiddag i juli. Og han har selvskab af Rasmus Obitsø, når den intime koncert under Stændertorvets åbne himmel lyder i tidsrummet fra klokken 10.30 til 14.
Martin Axelgaard rykkede for nogle år siden til København for at gøre sin drøm om at blive fuldtidsmusiker til virkelighed.
Sidste år udsendte han albummet 'Alive', og den yderst levende musiker er i øvrigt kendt af Kanal 4's seere af programmet Singleliv.