Eksotisk fisk på menuen hos Restaurant Arken
Arken på Køge Marina henter en ny spændende fisk hjem, og alle interesserede er velkomne til at se og røre ved en sejlfisk hos restauranten torsdag formiddag.
FISK: Både børn og voksne er velkomne til at lægge vejen forbi Restaurant Arken torsdag formiddag i denne uge. Her bliver der lejlighed til at se og røre ved en højst usædvanlig fisk i danske restauranter, for da får Arken nemlig en sejlfisk hjem.
Sejlfisken er verdens hurtigste fisk. Den er målt til en topfart på 110 km/t, hvilket betyder, at den sådan set ikke behøver at frygte et fiktivt kapløb med en gepard, som anses for at være det hurtigste landlevende dyr. Sejlfisken er først og fremmest kendetegnet ved den store rygfinne, som stikker op ad vandet og ligner et sejl, når den svømmer i vandoverfladen.
Den sejlfisk, som Arken kan præsentere, er 2,5 meter lang og vejer 28 kilo. Den er netop fanget i farvandet tæt på Dubai og er nu på vej til Danmark. Hensigten er naturligvis, at den skal tilberedes og serveres i forbindelse med Arkens torsdagsbuffet, hvor der er masser af fisk og skaldyr på menuen, men inden da kan både børn og voksne altså få lov til at se nærmere på den usædvanlige fisk torsdag formiddag mellem klokken 11 og 12.
Ifølge Arkens indehaver, Linné Sommer, er sejlfisken meget fast i kødet - som i både farve og konsistens minder om kalvekød, så der venter også en interessant smagsoplevelse på restaurantens gæster torsdag aften.
Med sejlfisken fortsætter Arken sin nyfundne stil med at præsentere gæsterne for anderledes fiskeoplevelser, efter at restauranten de seneste uger blandt andet har haft haj og havtaske på menuen ved torsdagsbuffetterne.