Øver sig i spilstyring
FC Roskilde vandt træningskamp uden at imponere
- Vi øver os i at være spilstyrende og kunne dominere kampene, og derfor har vi som optakt til den kommende sæson valgt at møde lavere rangerende hold, forklarer formanden for FC Roskilde, Carsten Wickmann. Lørdag slog FCR Amager-klubben B1908 fra 2. division 2-1 i en træningskamp i Kr. Såby på mål af Jeppe Kjær og Ole Budtz. - Vi havde bolden meget, men spillet ville ikke rigtigt flyde, så det skal vi øve os i at gøre bedre, Men sådan er betingelserne, når man møder en modstander, som 'pakker sig sammen', fordi de bliver presset i bund og ikke kan holde folk fremme.
Sidste forstærkning
Lørdag hentede Roskilde-holdet den erfarne midtbanespiller Thomas Høegh i Hvidovre. Han er en defensiv bolderbror, der også kan spille pladsen som venstre-forsvarer, hvilket forøger hans værdi. - Nu er holdet komplet, og vi leder ikke efter flere forstærkninger, fortæller Wickmann. - Med en trup på 16 folk får vi også plads til, at nogle af vore unge talenter kan få spilletid. Ellers ville de aldrig få en chance for at udvikle sig. Næste træningskamp er på lørdag igen i Kr. Såby, hvor FCR møder formand Wickmanns gamle klub, Vanløse. tk