Der bygges på Hvidovre Kirkeplads
Sognets nye menighedshus forventes at stå færdigt ved årsskiftet
Vi spørger kirkeværge Torben Olesen: Hvorledes får beliggenheden ved en gammel kirke indflydelse på arkitekturen? - De gamle kirker i Danmark udtrykker en spændende arkitektur; den bygger på mange års erfaringer. Det giver udfordringer og bindinger, som vi imødekommer ved valget af materialer og formgivning. Derved kommer det hele til at hænge sammen i udtryk og ånd. Her har vi det mest interessante sted i hele Hvidovre kurturhistorisk set. - Vi må derfor vælge at understøtte de kvaliteter, der allerede er her. - Et par eksempler: vi har valgt traditionelle tagsten og ubrudte tagflader i røde tagsten. Facaderne bygges af genbrugssten i rød-gule farver, så de spiller sammen med den gamle præstegård fra 1928. For at fortælle, at det er en bygning fra dette årti, har vi valgt en spændende vinduesløsning, hvor dagslyset filtreres og siver ind i opholdsrummene. Hvilke behov bliver nu dækket med det nye kompleks? Vi har drømme på flere niveauer. Der bliver bedre vilkår for alle ansatte ved kirken. Brugerne af huset får mere plads, og huset bliver mere tilgængeligt for gangbesværede og andre med handicaps. Der vil blive langt bedre fysiske rammer for de aktiviteter, der er knyttet til kirken: konfirmand- og juniorkonfirmandundervisningen, klubaktiviteter, kor, sogneeftermiddage og -aftener mm., og der bliver plads til flere aktiviteter på én gang. Jeg ser gerne, at huset åbner sig for gravøl, receptioner ved vielser - men det er endnu uafklaret. Det er jo dyrt at bygge. Bliver kirkeskatten sat op - eller kan man snarere sige, at man nu vil få mere for sin kirkeskat her i Hvidovre nord? - Man vil få mere for sin kirkeskat her. De fire sogne har haft et godt, konstruktivt samarbejde, så man på skift har kunnet etablere udvidede huse, først Avedøre, så Risbjerg, så Strandmark - og nu står Hvidovre for tur. Det betyder, at vi holder os inden for rammen af de økonomiske midler, der er til rådighed i Hvidovre Kommune, hvad kirkeskatten angår.