10 beboere i isolation på plejehjemmet Krogstenshave
Plejehjemmet ramt af tarmbakterie, som giver diarré - men der er ikke grund til yderligere bekymring
Prøver først på ugen viste, at to beboere med sikkerhed var ramt af bakterien. Siden viste yderligere otte beboere symptomer ved vandtynd, grønlig afføring. Alle 10 blev derfor isoleret, også før man fik svar på prøverne fra de, der løbende blev smittet. På Krogstenshave besluttede man sig for at gå med livrem og seler. Ellers ville man ikke komme udbruddet til livs. De seneste prøveresultater viser, at i alt tre beboere nu er smittet med bakterien. Beboerne har det godt Hvidovre Kommune understreger, at beboerne har det godt, og at der ikke er tale om den mest aggressive variant af den hurtigt smittende tarmbakterie. Altså, at de ældre ikke er smittet med den variant af Chlostridium Difficile, som man frygter så meget på de danske hospitaler, idet denne variant kan kræve dødsfald. Men tarmbakterien er meget smitsom, og derfor tager man alle forholdsregler - og lidt til - på Krogstenshave. Det indebærer bl.a., at de ældre er isoleret på deres værelser, og at medarbejderne på plejehjemmet skal være iført overtrækstøj. - De griner lidt af os, når vi ligner rummænd i rumdragterne. Faktisk er det imponerende flot, så roligt beboerne tager isolationen. Selvfølgelig er nogle af de ældre kede af at gå glip af det sociale liv. Men for langt de fleste gælder det, at de normalt opholder sig rigtig meget på deres egne værelser grundet alder og sygdomme, fortæller Jette Høimark, der er fagligt ansvarlig på den afdeling, der nu er lukket af på Krogstenshave Plejehjem. Rutinetjek på Hvidovre Hospital Tarmbakterien har spredt sig efter, at en beboer fra Krogstenshave var indlagt på Hvidovre Hospital. Om beboeren var blevet smittet med bakterien inden hospitalsbesøget eller om beboeren blev smittet på hospitalet, vides ikke. Men på grund af patientens diarré foretog hospitalet et rutinetjek - hvorefter bakterien viste sig. - Der er tale om en meget smitsom men ufarlig tarmbakterie. Med den følger naturligvis en vis ubehag ved diarré. Og man skal passe på ikke at lide af væskemangel, især som ældre, fortæller overlæge Henrik Westh fra Hvidovre Hospital. Hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen supplerer: - Det her er en situation, som både hospitaler og kommuner er nødt til at forberede sig på at se flere af i fremtiden. Vi har allerede haft Chlostridium Difficile på vores hospitaler i nogle år. Vi ser jævnligt udbrud, og opgaven er så at få inddæmmet smitten, når udbruddet kommer.. Jette Høimark understreger, at alle beboere har det godt efter omstændighederne, og at man ikke frygter for beboernes liv på nogen måde. - Beboerne er syge med diarre, men har ingen andre symptomer. Vi vil dog hellere tage flere forholdsregler end nødvendigt, så vi ikke risikerer at skulle involvere flere beboere end de 24 beboere, der er på den pt. aflukkede afdeling, siger Jette Høimark. Alle pårørende er informeret, men plejehjemmet har sat skilte op, der forklarer, at man skal henvende sig på afdelingens kontor for at få instrukser, inden man tager på besøg. Hvornår de 10 beboeres isolation ophæves vides ikke. Plejehjemmet forventer, at man ikke finder flere smittede. - Vi tørrer alle flader af med klor hver eneste dag. Det er den eneste måde at slå bakterien ihjel på. Det er et kæmpe arbejde, men nødvendigt, hvis vi skal undgå flere smittede, siger Jette Høimark.ark