Sildehaj på menuen på Restaurant Arken
Arken på Køge Marina fik i denne uge helt ekstraordinært fat i en sildehaj på omkring 70 kilo.
KØGE: Det hører til sjældenhederne, at der er sildehaj på menuen i danske restauranter, men nu kan Restaurant Arken på Køge Marina byde på den sjældne delikatesse, efter at indehaver Linné Sommer har sikret sig en af de tre, der blev landet i Hirtshals i denne uge.
- Det er helt unikt, at vi har fået fat i den. Det er tre måneder siden, at der sidst er blevet landet én, og de er altid meget hurtigt afsat. Jeg har været 18 år i restaurationsbranchen i fiskeribyer, men jeg har aldrig set sådan en før, fortæller hun.
Sildehajen er fanget i Nordsøen og solgt på auktion i Hirtshals, hvor Arkens indkøbspris blev over 7.000 kroner for den over to meter lange og omkring 70 kilo tunge haj.
Derfor er der hajbøffer på menuen på Restaurant Arkens fiske- og skaldyrsbuffet i aften, torsdag den 14. juli og det er der igen på torsdag den 21. juli.
Her er det en god idé at være hurtigt ude med bordbestillingen, da der allerede i skrivende stund er godt fyldt op i restauranten.
Ring på tlf. 5666 0505.