Da Milla blev stjålet
Den tjekkiske rottehund, Milla, blev stjålet af en hundetyv og kun en yderst ihærdig indsats fra hendes ejere sikrede, at hun kom sikkert hjem igen et par døgn senere.
HUNDETYVERI: Fodboldtalent kan komme i mange indpakninger, men det er alligevel sjældent at opleve en hund med samme boldtalent som spirrevippen Milla, der bor med sin familie på Gl. Kjøgegaard.
Milla er en tjekkisk rottehund, en lille, opvakt og energisk type, og i dag dribler hun igen for fuld fart rundt på den store græsplæne hos Line Eckhoff og Marcus Lindkvist - kun afbrudt af en ihærdig søgen efter mus og rotter i haven, der ligger ned til åen. Den lille hund er elsket som et fuldgyldigt medlem af familien, og derfor er der ikke noget at sige til, hvis Line og Marcus nyder hendes bold- og musejagt lidt ekstra i disse dage, for i sidste uge var hun pludselig væk.
Og ikke bare væk men stjålet, viste det sig.
Både Line og Marcus var hjemme, da de pludselig opdagede, at Milla var forsvundet fra haven mandag omkring middagstid, og siden fulgte godt 50 timers intens og følelsesladet eftersøgning - uden nattesøvn men til gengæld med hjælp fra rigtig mange mennesker - inden de blev genforenet med deres hund.
- Vi er simpelt hen så lykkelige over at have hende tilbage. Hun har det godt, og der er slet ikke noget at mærke på hende. Nu er der faldet ro over tingene, og vi kan sove om natten igen, fortæller Line Eckhoff om den lykkelige slutning på sagen.
- Det værste har været usikkerheden. Vi vidste ikke, om hun var stukket af, blevet taget af en ræv - eller om hun var blevet stjålet, fortæller hun.
Parrets første reaktion var at lede i lokalområdet, lige som de fik trykt en masse opslag og flyers med efterlysning af Milla.
- Vi har været heldige, at vi har haft tiden til at lede, fordi jeg går på barsel, og Marcus er selvstændig og arbejder hjemme. Det havde været frygteligt at skulle gå på arbejde, fortæller Line Eckhoff.
Under eftersøgningen brugte de blandt andet tid på et vildspor i Ølsemagle, hvorfra der kom flere meldinger om en lignende hund. Den viste sig dog at være stukket af fra en have i området.
- Efter det stod klart, at det ikke var Milla, så troede jeg ikke længere på det. Jeg håbede, og vi fortsatte selvfølgelig også med at lede, men det er ikke mange hunde, der kommer hjem efter at være forsvundet, siger Marcus Lindkvist.
Håbet blev dog tændt igen, da han og Line ville hænge en efterlysning op i en butik, hvor ejeren straks genkendte hunden - og han vidste også, hvor den var. Parret valgte at undlade at kontakte politiet - i stedet tog de selv ud til manden for at hente deres hund.
- Vi mødte ham, og jeg spurgte ham stortudende, om det var ham, der havde vores hund. Jeg tror, at det påvirkede ham, at han kunne se, hvor meget Milla betyder for os, fortæller Line om mødet med gerningsmanden.
Modviljen mod hundetyven blev overskygget af gensynsglæden, så mandens motiver bag tyveriet og overvejelser om at aflevere hunden tilbage svæver i det uvisse. Det betyder ingenting for parret i dag.
- Vi aftalte med ham at vi ville holde myndighederne uden for - og så fik vi hunden igen, fortæller Marcus om den aftale, som parret indgik med ham.
Samtidig understreger både han og Line, at de er rørt over den store hjælpsomhed og opbakning, de mødte fra mange fronter i de dage, da Milla var væk.
- Vi har fået en kæmpe opbakning fra mange. Vi mødte blandt andet en kvinde med to børnebørn, som selv var taget ud for at lede, da de hørte, at der var en hund, der var forsvundet, fortæller han.
Også mange butikker klar til at sætte flyer i vinduet og der blev sendt efterlysning ud hos områdets taxaer.
- Der er også mange børn, der var helt fantastiske til at hjælpe med at lede. Nogle havde for eksempel selv fotokopieret nogle af vores efterlysningssedler for at sætte flere op, og vi er meget glade for den opbakning, vi har fået, siger Line.
Nu er idyllen genoprettet, men sagen har alligevel sat sig spor i den lille familie.
- Nu sætter vi et ekstra hegn op for haven. Vi er nok blevet lidt mere paranoide, siger Marcus.