Pas på tricktyve
TRICKTYVERI: Sommeren er traditionelt højsæson for tricktyve, og Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer i denne tid især ældre medborgere til at være skeptiske og påpasselige, når personer, de ikke kender eller venter besøg af, henvender sig til dem.
Onsdag formiddag i denne uge blev en 72-årig mand offer for en tricktyv, da han på Blegdammen i Køge blev stoppet af en mand, der angiveligt ville have vekslet en tyver. Tyven endte i stedet med at slippe væk med ikke mindre end 15.000 kroner, som den 72-årige havde i sin pengepung. Manden beskrives som udlænding, mørkhåret, 25-30 år, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, dårlige tænder, iført en hvid t-shirt, og politiet hører naturligvis gerne fra eventuelle vidner.
Hvis man bliver udsat for tricktyveri, er det helt centralt at kontakte politiet hurtigst muligt, forklarer Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Mange af sagerne er svære at opklare, fordi tyvene typisk er meget mobile. De er i én by den ene dag og i en anden by den næste dag. Derfor er det vigtigt, at folk anmelder tyveriet så hurtigt som muligt, så vi har en mulighed for at handle hurtigt, siger han.