Nye andelsboliger muligvis på vej i Skødstrup
En ny lokalplan, der er på vej, indeholder butikscenter
Lige ved siden af andelsboligforeningen "Tjørnen" i Skødstrup kommer der måske en ny klynge andelsboliger. Det drejer sig om et muligt kommende byggeri på grunden ved Ny Studstrupvej og Grenåvej.
I øjeblikket arbejdes der på en lokalplan, som indeholder et butikscenter, måske nogle rækkehuse og så måske et mindre andelsboligprojekt.
Måske færdige om to-tre år
Et lokalplanforslag er slet ikke færdigt endnu, men et arkitektfirma arbejder med opgaven. Nye boliger kan måske her stå færdige om to-tre år.
Jes Retbøll, som er formand i andelsboligforeningen Tjørnen byder et sådant projekt meget velkomment. Han fortæller, at der er brug for flere andelsboliger i Skødstrup-Løgten området. En del har nemlig ikke lyst til at flytte fra området, når de bliver ældre.
Selv er han meget tilfreds med at bo i et bofællesskab. Som det er lavet i Tjørnen har man fællesspisning cirka hver 14. dag.
"Man kommer til at kende hinanden og venskaber knyttes, selvom man er lidt oppe i årene. Man får venner, som man har fælles interesser med, og det kan alle have godt af. Man undgår at blive ensom, og man kan selv vælge om man vil være med i de fællesaktiviteter, som er i fællesskabet."
Lidt af intentionerne bag dette kan læses på hjemmesiden www. tjornen.dk
Hus ledigt for første gang
Lige nu er der et hus ledigt i Tjørnen, men det er også første gang i de ti år bofællesskabet har eksisteret.
Jes Retbøll fortæller, at man har en liste, som interesserede kan blive skrevet op på. Dem tager bestyrelsen en snak med, så de får lidt at vide om det, som fællesskabet og fælleshuset byder på