Roskilde er oppe i Superligaen
Tidligere erhvervschef Kim Valbum mener, byen har klaret sig godt gennem krisen
- Roskilde er i Superligaen, når det gælder uddannelse, økonomi og infrastruktur. Det er den vigtigste forklaring på, at byen har klaret sig så godt gennem krisen. Kim Valbum, tidligere erhvervschef i Roskilde-området, er efter nogle år med job i andre dele af landet tilbage i et nyt job som direktør i kølebranchens organisation, der har til huse i Vestergade. - Beliggenheden er jo vigtig. Roskilde er en del af det store arbejdsmarked i hele hovedstands-området og Øresunds-regionen. Det er forholdsvis nemt at rejse en overkommelig distance og få et arbejde. - Her hjælper det selvfølgelig meget, at befolkningen i byen er forholdsvis veluddannet. Derfor bliver vi ikke ramt så hårdt her, når de mange ufaglærte jobs forsvinder. - Endelig har Roskilde-området jo også en stor offentlig sektor, både statslig regional og kommunal, der ikke er så konjunkturfølsen og derfor ikke har været udsat for store indskrænkninger, forklarer Kim Valbum.
Mindre jammer
- Man kan godt mærke, at Roskilde ikke er et ?udkants-område?. Der er mindre jammer her, end man oplever i andre områder, hvor befolkningen har færre muligheder. - Nu ser det jo ud til, at Roskilde ikke længere skal være et afgørende jernbaneknudepunkt eller have et stort avanceret sygehus. Men selv om byen mister noget på disse to områder ? så vinder den mere på andre. - Jeg har f.eks. bidt mærke i, at nu er både lærer- og pædagoguddannelsen flyttet ud ved siden af RUC. Samtidig strømmer elever fra en stadig større del af Sjælland til byens almene gymnasier og erhvervsskoler. Det betyder nok mere på længere sigt. - Roskilde har en størrelse med et økonomisk og uddannelsesmæssigt niveau, som sætter den i den bedste række af de danske byer, konkluderer Kim Valbum. tk