Vi har tjek på tingene
Ejeren af restaurant King Running Sushi. Lin, fortæller, at personalet har fuldstændigt styr og orden på tingene i restauranten. Restauranten har fået to sure smileyer i år. Den seneste 12. juli. Det var rent uheld, at smileyerne blev sure, forklarer hun. Samtidig havde stedet indtil i går, da Roskilde Avis kontaktede ejeren, en lidt smilende smiley på hjemmesiden på nettet trods de sure smileyer. Lin forklarede i går, at hun straks ville gøre noget ved smileyen, og det betyder, at man kan se de rigtige smileyer i dag. Da Fødevarekontrollen sidst var på besøg blev King Running Sushi politianmeldt, fordi en del af fødevarerne blev opbevaret ved forkert temperatur. - Kontrollen kom ved 17 tiden, da vi netop havde haft kølerumsdøren åbnet mange gange for at tage mad ud. Derfor var temperaturen for høj. Det var simpelthen meget uheldigt for os. Samtidig frøs fryseren med sushi produkter kun minus 8,6 grader, hvor den skal fryse mindst 20 grader. - Vi har justeret fryseren, så den har den rigtige temperatur, så vi venter kun på at få en glad smiley igen, for alt er i orden hos os, siger Lin.