Kasper Jørgensens world cup-triumf
- Nu tror vi på VM-guld og OL-guld, siger Roskildes medlem af Guldfireren
Roskilde Roklubs Kasper Jørgensen høstede søndag en af karrierens største triumfer, da han og de tre ro-kolleger i den danske guldfirer sejrede samlet i årets world cup.
Det skete i schweiziske Luzern, hvor en bronze-medalje i tredje og sidste world cup-afdeling rakte til samlet sejr.
- Da vi vandt samlet for to år siden, tog vi guld i alle tre afdelinger. Det var stort.
- I år er det så to guld og en bronze. Men i en sæson med skærpet konkurrence, fortæller Roskilde-roeren.
Og rangordner de to samlede world cup-triumfer side om side øverst i sit private hieraki.
Med OL om kun godt et år er det nemlig slut med mellemsæsoner og badebilletter i feltet af letvægts-firere.
- Det her er en meget vigtig sæson. Konkurrencen er en del hårdere end i 2009, da vi og de andre nationer havde skiftet meget ud i besætningen og tænkte langsigtet.
pause og ny formtop
Kasper Jørgensen og hans tre letvægts-kolleger har nu halvanden måneds pause fra de internationale regattaer.
- Det er lige, hvad vi skal bruge for at kunne træne mod en formtop til VM i Slovenien sidste i august, fortæller Roskilde-roeren.
Her er minimums-kravet den 11. plads, der giver direkte kvalifikation til OL i London.
- Det burde ikke kunne kikse, og vi stiler da også meget højrere. Vi vil vinde VM, og vi tror, at det kan lade sig gøre.
Det samme siger han, når han sætter den langsynede kikkert for øjet. Og skuer mod OL til næste år.