Unge vandaler på Havdrup skole
Bavianerne hopper på tagene og smider med flasker, men vi har dem på video, siger afdelingsleder
På Havdrup Skole er man godt trætte af en gruppe unge, der sommeren igennem har lavet hærværk på bygninger og legeplads, mens de hopper rundt på tagene i syv meters højde. Flere af de unge kan dog sandsynligvis snart vente sig besøg af politiet, da der findes flere gode videooptagelser af dem, fortæller afdelingsleder Troels Clausen. - De fem til otte unge hoppet rundt på tagene, smider med flasker og tegner grafitti på bygningerne. For det første er det jo dyrt for os, men det er jo livsfarligt for dem, når de hopper rundt i syv meters højde, fortæller Troels Clausen. Han er godt og grundigt træt af, at personale og børn dagligt møder op til flere ødelagte ting. - De smider med borde og sandet i sandkassen er fyldt med skår, siger han. - Det værste er, at kommunen jo ikke flyder med penge, derfor er vi bange for, at vi er nødt til at tage de 50.000 kroner fra vores eget budget, som også er stramt. Penge, der skulle have været brugt på børnene. - Men vi skal have lavet orden i sagerne igen. Vi ved jo alle, at lort avler lort.
På video
De unge på tagene er flere gange optaget på skolens overvågningskamera. Filmen bliver overrakt til politiet i den kommende uge samtidig med at de unge bliver meldt til instansen. - Jeg er sikker på vi får fat i gerningsmændene. Vi har nogle gode billeder af dem, siger Troels Clausen.