Storkeunge fundet død
De værste tanker blev til sandhed, da storkeungen Freja i går torsdag blev fundet død i Stenløse. Storkeungen Freja fra Gundsølille døde ved at flyve mod nogle højspændingsledninger, hvilket er noget, der ikke sker helt sjældent, siger Jess Frederiksen til storkene.dk; - Det er desværre det, der ofte sker for storkeunger, der ikke er trænede og ikke forstår at navigere udenom de dræbende forhindringer, der gennemkrydser vores landskab. Han er meget ked af at en af ungerne fra det tre storke store kuld nu er omkommet. Storkeungen havde ikke været hjemme ved reden i to dage, derfor blev den i går efterlyst. Jess Frederiksen havde håbet på, at den bare var ude på en længere flyvetur.