Håke fik Fredericia i saksen
Med et flot saksespark klippede FC Roskildes Jesper Håkansson pointene ud af Fredericias sportstasker.
Kort efter det spektakulære mål til 3-2 blev Håke, som den energiske offensiv-spiller kaldes, skiftet ud til fordel for defensive Christian Møller. Han og holdkammeraterne snørrede sækken til om de jyske gæster i Roskilde Idætspark og kørte lidt heldigt sejre hjem.
Nedsaksningen af 1. divisions førehunde og indhøstningen af tre lune point kom kun fire dage efter FCRs imponerende pokalsejr over Lyngby.
Det går med andre ord godt på hjemmebane mod svære modstandere.
Men rent spillemæssigt var der dog grus i den lyseblå spille-maskine søndag i sensommervarmen. Foran 880 tilskuere.
Der var minus flow i afleveringerne. Plus en masse boldtab og forgæves løb.
Bedre end Lyngby
- Fredericia var en sværere modstander end Lyngby, fortæller matchvinder Jesper Håkansson efter opgøret mod østjyderne.
- De står meget bedre på banen, og giver os problemer med at få spillet til at køre. Det er i højere grad forklaringen, end at vi er trætte fra i onsdags.
Jens Mårtensen kick-startede kampen med målet til 1-0 i første fase.
I sidste fase før pausen udlignede Fredericias Søren Pallesen på straffe. Og hans holdkammerat, lejesvenden Sanel Kapidzic, gjorde det til 2-1 til gæsterne små 10 minutter inde i anden halvleg.
Denne stilling holdt kun kor tid. For efter 56 minutter udlignede FCRs solidt spillende venstre-back Anders Nielsen på et straffespark fløjtet for hånd på bolden.
Ekvilibrisme i feltet
Små 10 minutter senere afgjorde Håke så matchen med sin ekvilibristiske 'saks'. I situationens så det jyske forsvar ikke helt skapt ud.
- Det er altid fedt at score, og det er endnu bedre at score et sejrsmål. Men jeg er ikke større helt end hele holdet, fortæller Håke besindigt.
At han og holdet er usårlige, vil han ikke garantere.
- Det er rigtigt, at tophold også vinder på en lidt dårlig dag, som vi måske nok har i dag. Men at vi er tophold på den baggrund, ved jeg ikke om man kan sige.
- Vi tager en kamp af gangen og bevarer begge ben på jorden.
- Nu er vi glade for ikke at have en midtugekamp. I stedet kan vi blive helt friske til den svære udekamp mod Esbjerg på søndag.