Hus Forbi sælger bag tremmer
Avissælger fik 50 dage i skyggen for at køre i bil 20 gange uden kørekort. - Jeg er glad for dommen, jeg troede, jeg fik 60 dage, var hans kommentar
En af mange kendt person i Roskilde var tirsdag i retten.
Mange kender ham nok bedre som den hjemløse mand foran Kvickly, der ofte sidder med sin hund og sælger bladet Hus Forbi, tigger eller opholder sig i Nettoparken sammen med en del af byens unge.
Han var tiltalt for at køre bil 20 gange uden kørekort og for at drikke øl i midtbyen. Dommen lød på 50 dages ubetinget fængsel for ulovlig bilkørsel, og desuden blev hans bil konfiskeret.
Regnede med mere
Den anklagede forklarede, at han var glad for dommen, fordi han havde regnet med at tilbringe 60 dage bag tremmer, da han havde kørt ulovligt i bil endnu flere gange end det dommer og anklager havde talt sammen. Han ville dog ikke af med sin Mercedes, som han havde betalt 9.000 kroner for. Derfor ankede han dette.
Han erklærede sig skyldig i at drikke øl på et offentligt sted, men ikke i at have kørt ulovligt, den dag han blev opdaget af politiet.
Sin egen forsvarer
Da den anklagede havde sat sig til rette foran dommeren med sin store sorte hund, der lå fredeligt ved siden af ham igennem hele retsagen igennem, forklarede han, at han havde valgt at forsvare sig selv.
Han afviste at have kørt bilen 19. november 2010, som han var tiltalt for.
Den dag var det en kammerat, der havde overnattet og spist hos ham aftenen før, der førte bilen, lød forklaringen.
Da kammeraten havde kørt ham til Roskilde, forlod denne stedet. Da den anklagede netop var ved at låse bilen af, komm politiassistent Tom Keldskov, forklarede den anklagede.
Meldt af ældre damer
Lokalbetjent Keldskov var også indkaldt som vidne i sagen og havde en helt anden opfattelse af, hvad der skete den dag.
Han oplyste, at han et par dage før, han opdager anklagede i bilen, havde fået en henvendelse fra to ældre damer, der havde set ham i hans Mercedes på Sorte Brødre Plads.
Derfor havde politiassistenten holdt øje med vedkommende på pladsen, og allerede efter to dage var der gevinst.
Tom Keldskov forklarer, at anklagede var alene i bilen.
Dette, mente anklagede, ikke var rigtigt, men han indrømmede at have kørt ulovligt i bil mange andre gange.
Efter kort tid kom dommen:
Han skal nu 50 dage bag tremmer og af med bilen.