Med 140 km/t i modsat vejbane
Efter et mislykket indbrud kørte to mænd på 19 år rundt som gale i Roskilde. Da Politiet anholdte de to mænd, havde de blandt andet tvunget en taxachauffør ud i en dramatisk undvigemanøvre, da de bankede ned af Jernbanegade med 140 km/t.
Selvom de to mænd var dygtige til at trykke på speederen, havde ingen af dem kørekort. Så de to mænd skal onsdag for retten i Roskilde for blandt andet biltyveri og indbrud i et pizzeria i Lejre.
De er samtidig tiltalt for at bringe taxachaufføren i fare. Vanvidskørslen begyndte for de to mænd, da de havde fejlet et indbrud i Super Spar og et pizzeria i Lejre, hvor de brød ind med et koben.