Stjal solbriller for 300.000
Efter en dårlig generalprøve vendte tyve tilbage til Profil Optik - med gravstene
Efter en dårlig generalprøve følger en fantastisk premiere. Og det gælder åbenbart også for de tyve, der brød ind i Profil Optik i Skomagergade for anden gang på en uge. De slap nemlig af sted med omkring 250 solbriller til en gennemsnitlig værdi på 1.200 kroner.
Der lå kun et enkelt par knuste solbriller tilbage på gulvet, da medarbejderne mødte ind om morgenen.
De to tyve var helt kolde over for det synlige vidne, Ole Sørensen, der anmeldte indbruddene. Han bor på den anden side af gågaden, og begge gange kunne han bare kigge ud af vinduet og råbe efter tyvene.
- De sagde det ikke, men der var sådan lidt, Fuck dig, over deres attitude, da de bare kiggede op på os. Hvis man er så kold midt på en gågade, hvad er de så ikke i stand til? siger Ole Sørensen.
De råbte ikke noget tilbage, men talte til hinanden på et udenlandsk sprog, som klingede østeuropæisk.
Især tyvenes frækhed gjorde indtryk på ham. Især da de vendte tilbage til gerningsstedet et par dage senere, selvom de var blevet set første gang og politiet var ankommet hurtigt.
De to solbrilletyves samvittighed forhindrede dem da heller ikke i at kravle gennem et stort hul i vinduet, da de nogle nætter senere vendte tilbage efter deres første mislykkede forsøg. De kastede to sten på størrelse med gravsten gennem butiksruden for at få et hul så stort, at de kunne kravle igennem.
Vækket af brag
Ved det første indbrud var han alligevel oppe, men ved det andet indbrud blev han vækket af braget, da de store sten blev kastet gennem vindue.
- De var rigtigt godt organiserede. En røgkanon fyldte lokalet med røg på 20 sekunder, så de kan ikke have gået i vejen for hinanden, siger Ole Sørensen. Men selvom røgen stod ud af butikken, så man skulle tro, der var ildebrand, så kunne Ole Sørensen ikke engang nå at tage tøj på, inden tyvene var væk.
Røgkanonen er en del af sikkerheden i Profil Optik, og skal gøre det svært for tyve, at orientere sig, når de først er kommet ind. Men nu frygter chefen for Profil Optik i Roskilde, at det kan blive nødvendigt, at forbedre sikkerheden.
- Egentligt har vi et fornuftigt sikkerhedssystem. Men det kan være vi bliver nødt til at få et rullegitter. Vi kan blive nødt til det, hvis forsikringen kræver det, siger Jakob
Han vurderer, at indbruddene kommer til at koste Profil Optik 100.000 kroner. Og det er altså efter, at forsikringen har dækket. Politiet har efter indbruddet taget en DNA-prøve, da en af tyvene skar sig på vej ud. Men det hjælper kun, hvis de optræder i Politiets register.
sp@roskildeavis.dk