Regering gentager gammel nyhed til Roskilde i ny vækstpakke
Regner fremrykket motorvejs-byggeri med som ekstra investering
Tirsdag middag blev Roskilde Avis ringet op af en embedsmand i Erhvervs- og Økonomiministeriet, der spurgte, om han kunne få en nyhed om vækstpakke, også af interesse for området her, med før deadline.
Men på det tidspunkt var midtuge-udgaven gået i trykken, så det måtte vente til næste nummer.
Få minutter senere kom så en mail, hvori ministeriets pressechef, Alexander Tolstrup, kan oplyse, at motorvejsbyggeriet syd om Roskilde, fra Fløng til Ringstedvej, nu ventes færdig et år før forventet, nemlig i sommeren 2012.
Denne positive nyhed stod iøvrigt i Roskilde Avis for flere uger siden, på grundlag af pålidelige oplysninger fra de entreprnører, der står for det store anlægsarbejde.
Alt i alt vil regeringen fremrykke anlægsarbejde for 1,6 mia. til 2012 - og et tilsvarende beløb skal så spares i de to efterfølgende år.
For Roskilde er det også interessant, at motorvejs-strækningen mod Sjællands Odde, fra Tuse Næs til Vig fremrykkes. Mange roskildensere har sommerhus i dette område, og andre med bopæl deroppe arbejder her i byen.
Desuden vil regeringen også fremskynde veje ved Slagelse og Vejle.
- Det skal sparke gang i væksten på kort sigt, og kombineret med vores reformspor (efterløn o. lign- red.), er det den rigtige medicin til også at skabe vækst på lang sigt, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Den konservative politiker, der selv er valgt i Holbæk, glæder sig også over fremrykningen af motorvejs-arbejdet ved Roskilde.
- Dermed får vi taget fat på de sjællandske trafik-problemer, siger han.
tk