Nordsjællands Metalstøberi giver kineserne baghjul
Skævingevirksomheden har en meget stor del af omsætningen i Skandinavien, mens Brasilien er det største eksportmarked
På industrivej i Skævinge ligger Danmarks største sandstøberi for aluminium - Nordsjællands Metalstøberi A/S.
Her har virksomheden ligget siden 1974, hvor den forlod de hidtidige rammer i Ullerød i den vestlige del af Hillerød og flyttede til Skævinge.
Virksomheden udfører støbeopgaver i sandforme med syntetisk sand. Ud af det kommer der så forskellige produktioner som stoleskeletter til tandlægestole, komponenter til brug inden for marine- og industriproduktion, bundkar til lastbiler, motorophæng og et hav af små og store produktioner, der kan veje fra 1 gram og op til næsten 400 kilo pr. enhed.
Sandstøbt aluminium byder på en række fordele. Aluminium har lav vægt og alligevel en god styrke. Produktionsformen er attraktiv, fordi form og værktøj er lette at ændre i forhold til andre støbemetoder.
Siden virksomhedens start i 1965 er det, som for så mange andre virksomheder, gået op og ned for metalstøberiet. På det seneste har finanskrisen været hård ved virksomheden. Det har betydet færre ordrer, mindre indtjening, underskud på bundlinjen og fyring af medarbejdere.
Men det har ikke fået ledelsen til at ryste på hånden. Her er blikket stift rettet mod fremtiden og med en klar forventning om, at virksomheden i de kommende år øger forretningsomfanget med nuværende kunder. Samtidig skal en øget salgsindsats hjælpe med til at få nye kunder og ordrer ind i produktionen på Industrivej.
Siden 2005 har Marianne Strauss været administrerende direktør for Nordsjællands Metalstøberi A/S, og hun er som efternavnet antyder en del af den ene af virksomhedens to ejer-familier.
Ny maskine til fire millioner
De seneste år er gået med at styre virksomheden gennem finanskrisen, tilpasse omkostningerne og modernisere og udvikle nye produktionsformer. Nu er alle sejl sat til for at erobre større markedsandele i de kommende år.
"Sidste år startede vi vores egen bearbejdningsafdeling og købte en maskine, der udfører bore- og fræseopgaver in-house. Det var en investering på godt fire millioner kroner. Investeringen betyder, at vi løser endnu flere opgaver hos os selv. Det sparer tid for os og sikrer en hurtigere levering til vores kunder", fortæller Marianne Strauss om baggrunden for den nye afdeling og nyindkøbte maskine.
Men ifølge Marianne Strauss er der mange andre fordele for både virksomheden og dens mange forskellige kunder ved de mange nye tiltag, som virksomheden har iværksat.
"Vi satser på at blive totalleverandør for de produktioner, som kunderne får lavet hos os. Det betyder, at vores kunder kan få løst opgaven fra start til slut hos os, og hvor vi tager os af hele processen. Det gør det nemmere for vores kunder og for os, at der ikke er flere, der skal ind over opgaven", forklarer Marianne Strauss.
Kineserne får baghjul
Mens mange andre virksomheder oplever stigende konkurrence fra det kinesiske marked, så oplever virksomheden ikke helt de samme udfordringer. Forklaringen er, at mens kineserne typisk er stærke på produktion af store antal mængder og produktioner, så har Nordsjællands Metalstøberi A/S specialiseret sig i små- og mellemstore produktioner.
"Store og tunge produktioner og mindre leverancer kan det typisk ikke betale sig at få produceret i Kina. Det er blandt andet her, at vi kommer ind i billedet. For vi er specialister i at levere mindre- og mellemstore produktioner samt få enheder af meget tunge produktioner", fortæller Marianne Strauss.
En meget stor del af virksomhedens omsætning omsættes på det skandinaviske marked, da virksomheden har mange kunder i blandt andet Norge og Sverige og naturligvis på det danske marked. Her spiller afstand, logistik og tid også en vis rolle.
"Vi kan meget hurtigt levere til vores kunder i Skandinavien, og det er en kæmpe fordel for vores kunder og for os", siger Marianne Strauss og tilføjer, at Brasilien er virksomhedens største eksportmarked på grund af det forretningsmæssige samarbejde med den svenske virksomhed Scania, der har en del produktion i netop Brasilien, og som er virksomhedens største kunde.
Svenskere er konkurrenter
Virksomhedens største konkurrenter er svenske støberier. Ifølge direktøren handler det om at overhale konkurrenterne ved at være fleksible, levere til tiden, fokusere på kvalitet og miljø og løbende have fokus på at forbedre virksomhedens præstationer. Men som tidligere nævnt handler det også om at kunne hjælpe kunden med opgaven fra start til slut.
En rundvisning på det 5.000 kvadratmeter store produktionsareal efterlader bestemt også indtryk af, at der er styr på opgaverne, for det kræver både timing og sans for detaljerne, når der skal sandstøbes aluminiumsemner i alle mulige størrelser.
4 skarpe til adm. direktør Marianne Strauss:
Hvor ser du virksomhedens vækstmuligheder for fremtiden?
I Sverige og Norge primært. Vi har også et stort vækstpotentiale i Danmark, som kan opdyrkes med opsøgende salg over for både nuværende og potentielle nye kunder, og det er vi allerede i fuld gang med.
Hvad er virksomhedens største udfordring?
Lige nu at få flere opgaver ind. Men vi er i god dialog med både nuværende og potentielle nye kunder, så vi satser på at øge tilgangen af ordrer i de kommende måneder.
Hvad gør I for at blive opfattet som en attraktiv arbejdsplads?
Først og fremmest skaber vi rammerne for, at vi har en god arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø og sammenhold. Vi sørger for at have et højt informations-niveau, så alle føler sig godt orienteret om, hvad der foregår i virksomheden. Samtidig inddrager vi medarbejderne og gør brug af deres praktiske viden og know how, når nye opgaver skal igangsættes. Vi giver også medarbejderne mulighed for at skifte arbejdsopgaver og blive opkvalificeret. Fleksibilitet er godt for både medarbejdere og for virksomheden. Og så har vi korte kommandoveje.
Hvordan er jeres relationer til Hillerød Kommune?
Kontakten er begrænset. Vi får miljøtilsyn cirka en gang om året og er placeret i gruppe 1, der betyder, at vi gør det rigtig godt. Både lokalt og på landsplan ville det være rart med lidt ekstra interesse for små- og mellemstore virksomheder som for eksempel vores. Vores døre står åbne for både lokalpolitikere og landspolitikere, der gerne vil høre mere om udfordringerne for en virksomhed som vores. Men omvendt kan vi også selv blive bedre til selv at skabe kontakt den anden vej.