Fælles vækstplan skal redde produktionen
DI og fagbevægelsen præsenterer i dag en fælles ti-punktsplan, der skal sikre arbejdspladser i produktionen
I dag præsenterer DI og fagbevægelsen deres fælles plan for, hvordan Danmark redder sine arbejdspladser i produktionen.
Med ti forslag vil de råbe politikerne op og opfordre til handling og mere uddannelse på en række punkter, så arbejdspladserne ikke siver ud af landet.
Blandt andet ønsker de flere timer i naturfag i folkeskolen, flere unge på de tekniske uddannelser og flere med en videregående uddannelse. Også større lempelser for den udenlandske arbejdskraft er på dagsordenen; greencard-ordningen skal lempes og udenlandske ansatte skal have garanti for, at deres børn kan undervises på engelsk.
Uddannelse er nøglen
Det fælles fodslag kommer på baggrund af udviklingen i industri-sektoren, hvor der de seneste ti år er forsvundet 100.000 arbejdspladser. I dag er der 330.000 produktionsarbejdspladser, men branchen forventer, at den negative jobudvikling fortsætter.
Derfor ønsker man generelt at forbedre rammevilkårene for produktionsvirksomhederne, og begge parter er enige om, at uddannelsesniveauet spiller en afgørende rolle, hvis danske virksomheder skal udvikle fremtidens produkter ved hjælp af nye avancerede produktionsmetoder.
Partifarven er underordnet
Forslagene kan bruges - uanset om en kommende regering er rød eller blå.
"Inden valgkampen vil vi gerne sammen med fagbevægelsen vise politikerne, hvad de kan gøre for at bevare produktionen i Danmark, og uddannelsesniveauet er vigtigt i den sammenhæng," siger DI's adm. direktør Karsten Dybvad i en kommentar til Berlingske Business.
Han bakkes op af formand for CO-industri Thorkild Jensen, der peger på, at innovation og udvikling ofte finder sted på baggrund af et konkret behov i produktionen, og at arbejdspladserne er en vigtig forudsætning for at skabe ny viden.
Partitoppen deltager
Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt deltager på dagens konference sammen med blandt andre Danfoss' adm. direktør Niels B. Christiansen og erhvervspolitiske ordførere fra de forskellige partier.