KFUM tog pippet fra Fuglebjerg
KFUM kom i weekenden godt fra land i den nye sæson i serie 1. På udebane hentede træner Palle Olsens tropper en 3-1 sejr over oprykkerne fra Fuglebjerg på syd-vest-sjælland.
Roskilde-holdet satte tingene på plads allerede i første halvleg. Her faldt holdets tre mål og det bedste spil.
Tilbagevendte Poul Hübertz var iscenesætter af de to første mål, som Oguz Dogan og Turan Öksüz sendte ind bag Fuglebjergs målmand.
Turan var rigtig næbbet og scorede også KFUMs tredje mål efter en formidabel dribletur.
Vigtigt at komme på tavlen
- Det var vigtigt at komme godt fra start og få nogle point på kontoen, siger KFUMs assisterende træner Mads Magtengaard.
- Det fik vi i kraft af en rigtig god holdindsats, hvor spillerne fra starten demonstrerede deres vilje til at stå sammen, selv om betingelserne ikke var idéelle, siger KFUM's assisterende træner, Mads Magtengaard.
Sommerens sæson-forberedelser har ikke just gået som fod i fodboldhose hos klubben i Roskilde øst.
Alle træningskampe blev tabt, og selvom de blev spillet mod højere rangerende modstander, så er den slags ikke fremmende for selvtilliden.
Spillerstop og skader
Desuden gør det ondt i truppen, at Anders Theilgaard, Martin Heinze og Sainey Bojang er stoppet.
Prikken over det uheldig i er, at Theo Katergaris og Jacob Andersen er ukampdygtige på grund af skader. KFUM havde derfor kun 13 mand på holdkampen til sæsonåbneren mod Fuglebjerg.