Når skaden er sket...ring altid først
KØGE: Mandag den 3. oktober åbner Region Sjællands akuttelefon, 7015 0708.
Borgerne i Region Sjælland skal fra 3. oktober altid ringe til akuttelefonen og få en aftale, før de tager af sted til et sygehus eller en skadeklinik for at blive behandlet for en skade. Akuttelefonen bliver besvaret af en sygeplejerske, der døgnet rundt guider videre til den rigtige og hurtigste hjælp.
- Vi opretter Akuttelefonen for at give borgerne den rigtige og hurtigste hjælp. Borgerne får en bedre service, og samtidig udnytter vi sundhedssystemets ressourcer bedst muligt, fastslår koncerndirektør Lars Onsberg Henriksen, Region Sjælland.
Når du ringer til Akuttelefonen 7015 0708 skal du vælge nærmeste sygehus eller skadeklinik via et tast-selv-system. Der er fire valgmuligheder:
Slagelse og Næstved sygehuse.
Roskilde og Køge sygehuse.
Holbæk Sygehus og Kalundborg skadeklinik.
Nykøbing F. Sygehus og Nakskov skadeklinik.
Du kommer herefter til at tale med en sygeplejerske. Sygeplejersken vurderer, om det rigtige behandlingstilbud er hos din egen læge, lægevagten, på et sygehus eller en skadeklinik. Et godt råd i telefonen om, hvordan du selv kan behandle en mindre skade, er måske nok til at klare problemet, så du slipper for køreturen.
Sygeplejersken har overblik over de aktuelle ventetider på regionens sygehuse og skadeklinikker. Hvis der er travlt, kan du eventuelt få en aftale på et senere tidspunkt og tilbringe ventetiden derhjemme fremfor på en stol i venteværelset. Andre gange kan det være en fordel at blive henvist til et sygehus eller en skadeklinik, hvor der er færre patienter.
Oplysning til borgerne
”Når skaden er sket…ring altid først” lyder sloganet for akuttelefonen. Budskabet fortælles i den kommende tid i annoncer i tv, radio og aviser. Region Sjælland oplyser også om akuttelefonen i informationsmateriale, som udsendes til f.eks. lægehuse, biblioteker, sportshaller, kommuner, skoler, institutioner og turistbureauer.
Se mere på www.regionsjaelland.dk/akuttelefonen.
pm