Succes hos SSP
Flere henvendelser fra borgerne skyldes større kendskab til samarbejdet mellem Socialforvaltning, Skole og Politi, ikke mere kriminalitet, siger SSP-konsulenterne
Antallet af henvendelser til SSP fra borgere i Hvidovre er stigende. Men det skyldes ikke, at der er mere kriminalitet i byen, mener SSP-konsulenterne.
- Den stigende kontakt til borgerne handler ikke om, at der er mere misbrug og kriminalitet blandt unge. Det skyldes øget kendskab til SSP. Vi er blevet mere synlige i kommunen, hvilket er med til at styrke den forebyggende indsats, skriver konsulenterne Morten Bæksgaard og Jesper Lauridsen i en ny strategiplan for 2010, der er forelagt Socialudvalget.
Netop fordi SSP har så stor succes, vil man fortsætte arbejdet som hidtil.
- Vores struktur virker efter hensigten. Der er et stort fremmøde til netværksmøder og alle faggrupper er repræsenteret. Netværksgrupperne har vist sig at være de rigtige fora til at dele oplysninger og erfaringer om børn og unge i området, siger SSP, som "løbende blive arbejde på at videreudvikle dette samarbejde".
SSP har sat sig flere mål for 2010. Blandt andet vil man øge fokus på forældreinddragelse. De unge deles op i fire kategorier: "De lovlydige", "gengangerne", "de erfarne" og "flertallet".
"Gengangerne" er den lille kerne af hårdt belastede unge, som er svære at påvirke. Denne gruppe har begået hård kriminalitet.
"De erfarne" er unge, der er i risikogruppen for at blive "gengangere".
"Flertallet" er unge på gaden, og disse unge er der klart flest af blandt de kriminelle. De unge på gaden er unge, der begår mindre alvorlig kriminalitet.
"De lovlydige" giver sig selv: Det er unge - heldigvis den største gruppe af unge - der aldrig har begået kriminalitet.