Tæt internationalt samarbejde gav bonus i kæmpe smuglersag
Midt- og Vestsjællands politi har med bistand fra Politiets Efterretningstjeneste, Center for organiseret kriminalitet, gennem en lang periode efterforsket mod en større personkreds, der er bosiddende i Danmark og i udlandet.
Via efterforskningen er det konstateret, at der smugles betydelige mængder hash fra Spanien til Danmark, hvor det bl.a. er afsat til personer med relationer til rockerkredse.
I september måned 2009 foretog politiet i den anledning anholdelse af tre danske mænd i alderen fra 23 til 40 år samt af en 43-årig mand fra Estland, som medbragte ca. 40 kg hash.
De blev alle fremstillet i grundlovsforhør og har siden siddet varetægtsfængslet. Den 43-årige ester blev i slutningen af 2009 idømt fængsel i 2 år og 2 måneder for indsmugling af ca. 70 kilo hash.
Efterforskningen har endvidere medført, at man i 2009 anholdt yderligere en 44-årig mand fra Estland på motorvejen ved Ringsted i en tysk indregistreret personbil, hvori der fandtes ca. 60 kilo hash.
Den 7. januar 2010 blev en dansk mand på 52 år, der er bosiddende i Spanien, anholdt i samarbejde med tysk politi i Hamborg. Via en europæisk arrestordre blev pågældende udleveret den 29. Januar 2010 til retsforfølgelse i Danmark og samme dag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet.
Efterforskningen har samlet set vist, at der kan rejses sigtelser for indsmugling af over 1 ton hash fra Spanien til Danmark.
Der har i efterforskningsperioden været et tæt samarbejde mellem Midt- og Vestsjællands Politi, politiets efterretningstjeneste, Center for Organiseret kriminalitet, Statsadvokaten for økonomisk kriminalitet (SØK), SKAT, tysk politi, spansk politi og fransk politi.
Tysk politi anholdt i øvrigt i den del af efterforskningen i sidste uge 4 personer og beslaglagde ca. 200 kg hash.
Midt- og Vestsjællands politi kan ikke bidrage med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men det kan oplyses, at der p.t. planlægges for yderligere anholdelser i sagen.
pm