Tre nye videregående uddannelser til Køge
Informationsmøde på Køge Handelsskole onsdag den 3. marts
UDDANNELSE
: Det går stærkt på Køge Handelsskoles erhvervsakademi. Siden sommeren 2009 er hele tre nye Kortere Videregående Uddannelser kommet til.
I skrivende stund betyder det, at Køge nu huser et samlet, dynamisk studiemiljø med fire korte videregående uddannelser. De tre nye økonomi-uddannelser, med fokus på h.h.v. logistik, service og administration, er ikke kun målrettet folk der kommer med en nyligt afsluttet ungdomsuddannelse i bagagen.
Mennesker der f.eks. sidder i en administrativ stilling, men gerne vil have mere ansvar og udvide deres kompetenceområder, kan med fordel udvide cv'et ved at investere to år på en SU-berettiget, videregående uddannelse, som kan medføre et skridt op ad karrierestigen.
Uddannelserne der udbydes er Multimediedesigner, der har været i Køge i mange år, samt Logistikøkonom, Serviceøkonom og Administrationsøkonom.
- At vi føjer f.eks. Logistikøkonom til vores udbud af videregående uddannelser er oplagt for os, da vi jo har et stort transportcenter, et stenkast fra skolens adresse. Det er blot ét af flere eksempler på, at vi fokuserer strategisk på, at være videncenter for regionens virksomheder. Vi har igennem flere år udviklet vores studerendes kompetencer i tråd med den efterspørgsel efter ny viden, der er i firmaerne i vores region, men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi arbejder støt og roligt hen imod et campus, som i fremtiden kan udgøre navet for innovation og iværksætteri, og dermed fortsat være en af garanterne for fortsat vækst i Køge Bugt-regionen, siger Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen om det udvidede studiemiljø.
Endnu mere dynamisk
- Vores videregående studiemiljø bliver nu endnu mere dynamisk, med de fire uddannelser Logistikøkonom, Serviceøkonom, Administrationsøkonom og Multimediedesigner, tilføjer uddannelseschef på erhvervsakademiet Jørgen Heramb.
Køge Handelsskoles erhvervsakademi åbner dørene til alle fire uddannelser på et informationsmøde - "4 KVU'er - 1 studiemiljø" onsdag den 3. marts kl. 17.00 på Lyngvej 19 i Køge.