Mindre lokaletilskud til foreningerne i Køge kommune
Der er stor efterspørgsel på midlerne til foreningernes lokaletilskud i Køge kommune. Kulturudvalget ønsker nu at sætte tilskuddet ned.
Mange nye foreninger og foreninger, som vokser og udvider, har sat så meget pres på Køge kommunes midler til foreningslokaler, at Kulturudvalget nu ønsker at sænke tilskuddet til den enkelte forening.
Kommunen har hidtil givet 75 % efter et princip, hvor foreninger med mange unge medlemmer tilgodeses. Det nedsættes fra 2011 til 65 %.
– Det er selvfølgelig ikke positivt for den enkelte forening, men den gode nyhed er, at vi har et levende foreningsliv, som hele tiden vokser, og der kommer nye spændende foreninger til, som også gerne vil have del i den samlede kage. Udvalget mener, at vi bør sikre, at nye foreninger også får en chance for at etablere sig, siger Kulturudvalgets formand, Erik Swiatek.
Problemet er, at der allerede nu tegner sig et underskud for 2010 på kontoen for lokaletilskud. Ved at nedsætte tilskudsprocenten til de eksisterende foreninger skabes der rum for, at nye foreninger kan få del i støtten.
Nye foreningstilbud
Det lavere tilskud betyder omvendt en økonomisk belastning for de eksisterende foreninger. Særligt foreninger med mange medlemmer under 25 år vil blive ramt.
– Vores vurdering har været, at det lavere tilskud vil fordele sig bredt. Det vil ikke være anledning til, at nogle foreninger må gå fra hus og hjem. Til gengæld er det vigtigt for os, at det samlede foreningsliv hele tiden kan udvikle sig med nye tilbud til interesserede borgere, udtaler Erik Swiatek.
Der er altså ikke tale om, at puljen til lokaletilskud beskæres. Bakker byrådspolitikkerne op om Kulturudvalgets ønske, vil den nye fordeling træde i kraft fra 2011.
pm