Køge Arkiverne ”genudgiver” Børge Kjeldsens ”Historien bag navnet” på nettet
LOKALHISTORIE
: "Historien bag navnet" er skrevet af lokalhistoriker Børge Kjeldsen. Det er en samling af artikler, som blev bragt i Lørdags-Avisen i første halvdel af 1990´erne og efterfølgende udgivet samlet som to hæfter.
Som titlen antyder, tager hver enkelt artikel fat i et bestemt emne i Køge og beskriver den historie, der ligger bag navnet.
Det er blevet til næsten 100 artikler om emner i Køge, som er skrevet ud fra Køge Byhistoriske Arkivs samlinger.
- Der er historier om alt lige fra gaderne, der er opkaldt efter de berømte søhelte, Iver Huitfeldt og Niels Juel. Her vil nok særligt Huitfeldt blive husket i år, hvor det er 300 år siden han omkom ved slaget i Køge Bugt 1710. Her er en god chance for at historien på plads. Der findes selvfølgelig også Fændediget, Bygårdsstræde, Lovparken og mange, mange andre, fortæller arkivar Lars Kjær som har stået for at få de to utroligt populære bøger overført til den digitale verden.
Selv om det er mere end 15 år siden bøgerne udkom, er det stadig mange der husker Børge Kjeldsens artikler i Lørdags-Avisen.
Da bøgerne har været udsolgt i mange år, har det længe været et stort ønske at få dem ud til alle interesserede igen. Det er nu lykkedes for Køge Byhistoriske Arkiv at få gjort teksterne tilgængelige på hjemmesiden.
- Der er allerede mange der læser teksterne på hjemmesiden, og sektionen hvor artikler ligger, er stille og roligt begyndt at kravle mod toppen blandt de mest viste sider, oplyser Lars Kjær.
Alle historierne findes på
www.koegearkiv.dk
Der findes et link direkte fra forsiden.
Få historien om gader og veje på mobilen
Man kan også få den helt korte udgave af historien om Køges gader og veje på en sms. Det kan gøres mens man er på farten, og altså lige når nysgerrigheden opstår.
Det gøres ved at sende en sms med et gadenavn, som man gerne vil vide mere om.
Hvis man eksempelvis slingrer ned af Vestergade, så skal man bare sende en sms med teksten [clio vestergade] til 1231. Det koster kun almindelige sms-takst at benytte denne tjeneste.