SKAT på skemaet i skolerne
I 2009 har SKAT i regionen Midt- og Sydsjælland besøgt studerende og elever på erhvervsfaglige uddannelser og 10.-klasser.
En ny undersøgelse viser, at både de unge og deres lærere har været meget glade for besøgene. SKAT tager også på besøg i 2010.
Den største del af besøgene har været rettet til uddannelser, hvor de studerende allerede har oplevelser i forhold til SKAT – så her har målet været en skærpelse af opmærksomheden omkring det rigtige skattekort og hvordan man imødegår at få sig en utilsigtet gæld.
I forhold til skolernes 10.-klasser har besøget været en forberedelse af de unge til den verden, der er udenfor skolens mure.
I løbet af efteråret 2009 har SKAT i et samarbejde med Experian A/S skruet op for det opsøgende arbejde i forbindelse med tilbud til uddannelsesinstitutioner om emnet SKAT.
Ved en opgørelse for første halvår 2009 kunne antallet af besøgte studerende i regionen registres til ca. 200 personer. For andet halvår 2009 er antallet af besøgte studerende steget til ca. 1.100 personer fordelt på 30 hold.
I de sidste par måneder af 2009 har SKAT i regionen sammen med Experian A/S udarbejdet et evalueringsskema for besøget. På nuværende tidspunkt har 137 elever svaret på spørgsmålene i evalueringsskemaet.
Det samme har de studerendes lærere. Evalueringerne er udelukkende foretaget hos studerende på erhvervsrettede uddannelser.
Hensigten er naturligvis, at få afdækket behovet – og få forventninger og "den leverede vare" sat i forhold til hinanden.
SKAT og Unge har allerede en række aftaler om besøg i den kommende tid, men er man som uddannelsesinstitution interesseret i besøg er gæstelæreren ikke længere væk end det nærmeste skattecenter.
- Vi tager evalueringen som et meget klart udtryk for, at vi har ramt et behov hos de unge. Der er i øjeblikket tale om en relativt lille undersøgelse, men at resultatet ser meget lovende ud i forhold til både udbytte hos de studerende og at der skønnes et behov på uddannelsesstedet. I den kommende periode vil evalueringen blive fortsat for at vi sikrer os et endnu bedre grundlag, oplyser Villy Jensen, SKAT Midt- og Sydsjælland.
Der er gæstelærere ved alle centre i hele landet. Et besøg kan bestilles på 7222 1818.
pm