Nye tilbud på vej til borgere med type-2 diabetes eller hjertekarsygdom
Faxe kommune har fået tildelt 1,1 millioner kr. fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til, over en 3-årig periode, at styrke indsatsen overfor borgere der har type-2 diabetes eller hjertekarsygdom.
Ved sygdomme som type-2 diabetes og hjertekarsygdom, vil der ofte være behov for en længerevarende behandlingsindsats. Derfor vil der i 2010 blive oprettet hold for disse borgere med tilbud om fysisk træning og undervisning.
- Det vil være som en naturlig forlængelse af regionens sundhedstilbud til samme målgruppe, fortæller formand for Social og Sundhedsudvalget, Mogens Stilhoff.
- Jeg tror, at dét at mødes med andre med samme sygdom kan være givtigt – både for ens egen viden, men det kan også åbne muligheden for at danne netværk, der kan holde længere end de 12 uger holdene varer. Jeg ønsker, at borgerne vil opleve en umiddelbar forbedring på deres helbred - både under og efter et holdforløb. Derudover er det også meningen, at sådanne sundhedsfremmende og forebyggende indsatser i kommunen på længere sigt skal medvirke til, at undgå forværringer af sygdom, og dermed også undgå indlæggelser, fortsætter han.
Holdforløbene for type-2 diabetes og hjertekarsygdom vil i lighed med kommunens KOL-indsats, være en kombination af træning og undervisning. Træning anses som en vigtig del af behandlingen for type-2 diabetikere.
Ligeledes vil mange hjertepatienter kunne forbedre deres fysiske tilstand ved at have opfølgende træning nær deres hjem efter hospitalsindlæggelse.
Undervisningen vil indeholde emner som for eksempel håndtering af egen sygdom, sund kost og praktisk madlavning og indsatsen forventes at ville styrke borgerens muligheder for at tage vare på eget helbred.
Udover tilbud om holdbaseret træning og undervisning, skal der udvikles metoder der understøtter samarbejdet mellem sygehus, egen læge og kommunale tilbud, således at borgerne i højere grad oplever en sammenhæng i deres behandlingsforløb.
Tilskuddet til Faxe kommune er en del af udmøntningen fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse af i alt 590 millioner kroner til en forstærket indsats for patienter med kronisk sygdom i perioden 2010 til 2012.
pm