Køge kommune sætter sundheden under lup
Mellem den 3. og den 5. februar modtager 2.000 voksne borgere i Køge kommune et spørgeskema, der skal være med til at kortlægge, hvordan sundhedstilstanden er i kommunen.
Bliver der røget på din arbejdsplads? Lider du af astma? Hvor ofte spiser du fisk? Hvor ofte har du følt dig nervøs og stresset? Synes du, man skal kunne købe sodavand på skolerne?
Sådan vil nogle af spørgsmålene lyde, når tilfældigt udvalgte borgere i alle landets kommuner i de kommende uger får et spørgeskema om sundhed og trivsel ind af døren. Svarene skal bruges til at kortlægge sundheden over hele landet ved at der udarbejdes nye sundhedsprofiler både lokalt, regionalt og nationalt.
Sundhedsprofilen er således et vigtigt indspark i Køge kommunes indsats for at forbedre sundheden og trivslen for alle borgere i kommunen.
- I 2007 fik vi udarbejdet en sundhedsprofil for Køge kommune, som var et rigtig godt afsæt for at fokusere vores sundhedsindsats og udvikle en egentlig Sundhedspolitik. Nu får vi muligheden for at se hvordan Køge Kommunens sundhed anno 2010 ser ud, og denne gang giver det os samtidig muligheden for direkte at sammenligne os med vores naboer i Region Sjælland. siger borgmester Marie Stærke og fortsætter:
- Jeg håber, at Køge kommunes borgere vil bakke lige så godt op om undersøgelsen, som de gjorde i 2007, så vi igen vil få ny og meget nyttig information til at understøtte den fremtidige indsats på sundhedsområdet'
Sundhedsprofilundersøgelsen gennemføres af Region Sjælland i samarbejde med regionens kommuner.
Profilen vil blive færdiggjort i slutningen af 2010, og blandt de heldige deltagere er der mulighed for at vinde fine præmier.
Læs mere om Køge kommunes arbejde for at fremme borgernes sundhed inden for blandt andet tobak, alkohol, kost og motion på
www.koege.dk/sundhed
.
pm