Unødvendigt nederlag på bulet bane
FCR led lørdag et bekymrende 1-2 nederlag i en træningskamp mod Brønshøj fra 2.division øst. Opgøret blev spillet på HVBs ellers så fortrinlige kunstgræsbane, som Kong Vinter nu har gjort bulet, bumlet og nærmest farlig at spille på.
Det er sjældent at en træningskamp går over i fodboldhistorien. Det sker heller ikke her. Generelt manglede FCR nemlig både aggressivitet, kampgejst og flow i spillet. Det sidstnævnte måske fordi de mange nye og delvis nye spillere lige skal lære hinanden at kende først. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, at FCR havde valgt en startopstilling med kun en mand fra det hold der rykkede op i 1. division for blot halvanden sæson siden. Nemlig frontløberen Jeppe Kjær.
Første halvleg var en både afvekslende og noget rodet affære, med flere halve chancer til begge mandskaber. Dog var FCR nærmest et føringsmål, bl.a. da nyerhvervede Poul Hübertz headede lige på Brønshøjs målmand fra tæt hold. Store og bomstærke Hübertz fik også vist sine kvaliteter som såkaldt ”target- mand”, der kan modtage og videredirigere lange bolde fra medspillerne. Og med ham på holdet har FCR afgjort fået nye og flere strenge at spille på. Mest iøjnefaldende var dog den offensive midtbanespiller Nikolaj Mikkelsen, der gentagne gange drev spillet og bolden frem mod de gul- og sortstribede ”hvepses” mål, desværre uden scoringer til følge. Til gengæld var anden halvleg ikke mere end et par minutter gammel førend de få storfrysende tilskuere fik et par mål at varme sig på. Men i begge tilfælde var det Brønshøj der fik kuglen i kassen, efter voldsomme forsvarskiks i FCRs allerbagerste kæde. Denne chokstart på kampens sidste halvdel formåede hjemmeholdet aldrig rigtig at komme sig over. Det blev kun til en enkelt reducering til 1-2, på et mål prikket i nettet af indskiftede Tobias Perch. Det halvsløje resultat affødte følgende kommentar fra FCRs noget slukørede assistenttræner Anders Theil: - Efter to rimeligt gode træningskampe, har vi faktisk spillet ringe i de seneste kampe. I dag er vi heller ikke rigtig klar fra start, og Brønshøj erobrer eksempelvis langt de fleste løse bolde. Samtidig scorer de jo to mål på godt og vel tre en halv chance, så det så også lidt sløjt ud forsvarsmæssigt.
Banens bulede beskaffenhed
Efter kampen var HVBs kunstgræsbane det store samtaleemne, blandt både spillere og tilskuere. Banen er nemlig ulykkeligvis blev bulet i en grad, der både skader det flydende spil og som kan være direkte farlig for spillerne. Himmelev-Veddelev Boldklubs formand Peter Hvilsom havde da også den bekymrede mine på, da han konstaterede. – Vi har netop opdaget bulerne og ved derfor ikke rigtig, hvad de skyldes og hvordan vi skal udbedre dem. Men det ser ud som om, at der er drevet en mængde vand ind ved kunstgræssets syninger. I øjeblikket undersøger kommunen sagen, men det er da under alle omstændigheder bekymrende. Det er jo i vintermånederne at kunstgræsset for alvor skal stå sin prøve og vise sit værd, slutter HVBs formand.