Godt og konstruktivt møde med indenrigs- og socialministeren
En delegation fra Faxe kommune var fredag den 29. januar til møde hos indenrigs- og socialminister Karen Ellemann.
Målet var, at præsentere ministeren for Faxe kommunes økonomiske udfordringer i de kommende år, og drøfte eventuelle løsningsforslag.
Fokus var særligt på år 2011og 2012, hvor Faxe Kommune ventes at stå i en svær økonomisk situation.
- Det var et godt og konstruktivt møde, fastslår borgmester Knud Erik Hansen og fortsætter:
- Karen Ellemann var meget imødekommende og vi fik stor ros for de tiltag, vi har sat i værk for at styre vores økonomi. Desuden blev det bemærket, at vi reagerer allerede nu og i god tid er opmærksomme på de udfordringer, vi kommer til at møde i de kommende år. Vi har i dag skabt en god kontakt til ministeriet og vi har gødet jorden i forhold til ministerens fordeling af midler i år 2011. Vi vil tage aktivt del i arbejdet omkring den kommende udligningsreform, og vi skal bidrage til at sikre, at kommuner som Faxe også får andel i udligningsmidlerne.
Borgmester Knud Erik Hansen fik desuden en spændende, faglig snak med ministeren om det specialiserede børneområde;
- Det er en stadigt større udfordring at sikre sammenhæng mellem det socialfaglige arbejde, det økonomiske råderum og det gode købmandskab. Det er derfor vigtigt at gøre opmærksom på de initiativer, vi har sat i værk i Faxe Kommune.
Borgmesteren tilføjer, at netop det socialfaglige perspektiv fik ministeren til at blive 10 minutter længere i mødet.
Faxe-delegationen bestod af borgmester Knud Erik Hansen, direktør for Fællesforvaltningen Henrik Græsdal og afdelingsleder Kasper Sonne.
pm