Udvikling af basketball turneringen i Danmark?
Stormøde i Solrød lørdag den 30. januar.
Solrød Comets har i samarbejde med de øvrige 11 basketballklubber i 1. Division, som man p.t. konkurrerer med i turneringen, arrangeret et møde lørdag den 30. januar i Solrød.
Mødet er kommet i stand på opfordring af Danmarks Basketball Forbunds direktør Rasmus Winkel, som har opfordret Solrød m.fl. at forsøge at udvikle landets næstbedste række.
Solrød Comets har været i dialog med forbundets turneringsudvalgets og eliteudvalgets formænd, samt direktør Rasmus Winkel og alle parter har tilkendegivet, at man vil bakke op om de konkrete tiltag klubberne kan nå til enighed om.
10 af de 12 klubber sender repræsentanter til mødet, på en af årets travleste kampdage.
Solrød Comets har holdningen, at 1. Division skal ses som træningsbanen til Canal Digital Ligaen og i landets bedste række er der rigtigt mange krav. Derfor kan og skal 1. Division dog stadigvæk være attraktiv for yngre spillere som ikke endnu kan spille på øverste niveau.
- Vi så gerne et slutspil for de øverste 8 og flere kampe i grundspillet f.eks. ved at man delte turneringen op i NBA-stil, dvs. at hold geografisk tæt på hinanden møder hinanden oftere. Det vigtigste er dog, at et sådant møde sætter gang i udviklingsprocessen i rækken og at klubberne i rækken kommer tættere på hinanden, siger Henrik Sandberg, formand for Solrød Comets.
pm