188 stillinger nedlægges på Hvidovre Hospital
Der skal spares 107 mio. kr. på Hvidovre Hospital. Det svarer til 225 stillinger, hvoraf 188 bliver på Hvidovre Hospital
I dag vil hospitalets afdelingsledere blive orienteret om, hvor mange penge - og dermed stillinger, der skal spares på hver afdeling på Hvidovre Hospital.
Derefter skal de enkelte ledere frem til februar planlægge, hvordan besparelserne kommer til at se ud. Samlet set forventer Hvidovre Hospital imidlertid, at der skal nedlægges 188 stillinger.
Det skriver Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse, der nu er offentliggjort på hospitalets hjemmeside.
Som skrevet tidligere i Hvidovre Avis skal der spares 107 mio. kr., for at hospitalet klarer den umiddelbare økonomisk vanskelige situation.
Hospitalets direktør, Torben Ø. Pedersen, lægger imidlertid ikke skjul på, at de mange fyringer, vil få en konsekvens for hospitalets patienter.
- Vi får en øget arbejdsbelastning mange steder. Det bliver konsekvensen af afskedigelsesrunden. Patienterne vil kunne mærke det i form af længere interne ventetider, og at personalet får mindre tid til at mobilisere patienterne, siger hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen.