Luftledninger afmonteret ved Terslev Skolevej
Uddrag af døgnrapporten fra Sydsjællands Politi for tidsrummet fra onsdag morgen den 20. januar til torsdag morgen den 21. januar.
22 kørte for stærkt
.
En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol stod onsdag mellem kl. 07.14 og 09.15 på Ringstedvej i Haslev, som er en skolevej.
Hastighedsbegrænsningen er 50 km/t, men 22 ud af 157 kørte for hurtigt. Der er tre, som kørte så stærkt, at de må regne med et klip i kørekortet – den højeste hastighed var 74 km/t.
3,8 km kabel stjålet
.
Ukendte gerningsmænd har på et tidspunkt i løbet af den seneste uges tid kravlet op i nogle el-master ved Terslev Skolevej mellem Terslev og Haslev og afmonteret luftledningerne.
Tyvene har kunnet gøre det forholdsvis risikofrit, for masterne og kablerne var taget ud af drift.
Der er stjålet 3,8 km kabler, hvilket svarer til ca. 1,7 t kobber.
Politiet hører gerne fra vidner, der kan have set noget usædvanligt det pågældende sted.