Åbent hus gav besøgsrekord på Køge Handelsskole
Henved 300 folkeskoleelever, deres venner og familiemedlemmer, trodsede torsdag aften den stride vind og kulde, og valgte at besøge Køge Handelsskoles to ungdomsuddannelser Merkantil og HHx, frem for at se håndbolddrengene løbe over fladskærmen torsdag aften.
Det var det mest velbesøgte åbent hus på skolen hidtil i dette århundrede.
Uddannelse er in - nu og fremover!
Uddannelsescheferne for de to ungdomsuddannelser, Hans Severinsen, Merkantil og Palle Birch HHx - handelsgymnasiet, er ikke i tvivl om, at den store interesse for, at de unge skal vælge den rette uddannelse, ikke mindst skyldes den finansielle krise.
- Det er gået op for mange, at det i det lange løb er vigtigt at have en god uddannelse i baghånden, ikke mindst, når væksten i samfundet stagnerer i perioder, siger Hans Severinsen.
- Vi mærker på handelsgymnasiet en stigende efterspørgsel efter de studieretninger der har fokus på internationalisering, økonomi og innovation - forældrene ved, at deres børn har brug for at kunne noget i en global konkurrence, hvis de skal konkurrere på et stadigt mere internationalt orienteret arbejdsmarked, supplerer Palle Birch.
Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen perspektiverede i velkomsttalen, at gæsterne var kommet for at besøge skolens to ungdomsuddannelser, men at man i det længere perspektiv kan fortsætte på uddannelsestrappen på skolens videregående niveauer, både på fuldtid - 2-årige videregående uddannelser - og som deltidsstudier, sideløbende med karrieren efter fyraften, i portioner - og dermed forstærke sit uddannelses-cv, igennem hele arbejdslivet.
pm