Samme pris i 2010 til faste pendlere i hovedstadsområdet
Nye priser træder i kraft i den kollektive trafik tirsdag den 19. januar
Faste pendlere i hovedstadsområdet kan se frem til, at almindelige periodekort friholdes helt for prisstigninger, når nye priser træder i kraft i den kollektive trafik den 19. januar.
Faste tog -, metro- og buskunder behøver ikke betale ekstra for deres transport i 2010. Tvært i mod vil de kunne fortsætte til uændret pris. Og da samfundets priser og lønninger samtidig stiger, er der i realiteten tale om et prisfald på de almindelige periodekort.
- Vi vil gerne holde på vores faste kunder og samtidig prøver vi at gøre det så attraktivt som muligt for alle andre at benytte den kollektive trafik, da det er den transportform, miljøet og klimaet har brug for, siger administrerende direktør i Trafikselskabet Movia, Dorthe Nøhr Pedersen.
Hun mener desuden, at rigtig mange ville kunne spare penge ved at bruge klippekortet oftere.
- Det kan stort set altid betale sig at købe et klippekort og have det i lommen, understreger Dorthe Nøhr Pedersen.
Klippekortene til 2, 3 og 4 zoner får med takstændringerne den 19. januar lagt en femmer ekstra i den nuværende pris, mens de øvrige klippekort vil stige lidt mere. Det betyder, at en rejse i 2 zoner fremover kan gøres for 13,50 kr.
Mens periodekortene helt friholdes for stigninger, bliver kontantbilletten til gengæld dyrere. En rejse til 2 zoner stiger eksempelvis fra 21 til 23 kr.
- Ud fra ønsket om at skaffe flere kunder, der bruger den kollektive trafik ofte, er det naturligt, at vi i første række har styrket rabatordningerne, forklarer Dorthe Nøhr Pedersen.
Hun tilføjer, at kun cirka otte procent af samtlige rejser i hovedstadsområdet foretages på den relativt dyre kontantbillet.
I gennemsnit betyder ændringerne, at der i 2010 skal betales 2,8 procent mere for at anvende tog, metro og bus i hovedstadsområdet.
Store besparelser
Der er ganske store besparelser at hente i 2010 for de passagerer, der benytter periodekort i busser og lokalbanetog på Sydsjælland samt Lolland og Falster.
Tirsdag den 19. januar nedsættes prisen over hele linjen med næsten 12 procent, og det betyder for eksempel et prisfald fra 716 til 660 kr. om måneden for et periodekort til 2 zoner.
- Movia vil gerne gøre det mere attraktivt at benytte den kollektive trafik hyppigt. Derved kan vi skåne miljøet og klimaet og samtidig få nedbragt nogle af bilkøerne, forklarer Dorthe Nøhr Pedersen.
De kunder, der benytter de såkaldte boomerangkort, undgår også prisstigninger i 2010. Her vil prisen imidlertid være uændret.
I gennemsnit stiger taksterne i det tidligere Storstrøms Amt med ca. 3 procent. Mest bliver der lagt på kontantbilletten med ca. 7 procent.
pm