Drabelig biljagt i Lejre
Onsdag kl. 10.54 opdagede en politipatrulje en meget hurtig varebil på Holbækmotorvejen ved Lejre i vestgående retning.
Bilen kørte med ca. 160 km/t. Patruljebilen satte efter varebilen, hvis fører, en 35-årig mand fra Odsherred, dog ikke havde til sinds at standse. Han fortsatte tværtimod fra motorvejen ad Hornsherredvej til Munkholmvej. Her kørte den 35-årige mod vest med en hastighed på ca. 180 km/t.
Så gik det ellers over stok og sten ad Sonnerupvej mod syd. Kort efter nåede han til krydset Hvalsøvej – Landevejen, hvor han ikke fandt det nødvendigt at holde for rødt lys, men fortsatte ad Landevejen. I krydset med Egevej og Søndre Ryevej var der også rødt lys.
Det hindrede dog ikke den 35-årig i at fortsætte, men så lykkede det endelig politiet at få stoppet ham. Det viste sig, at den 35-årige heller ikke havde kørekort.
Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan se frem til en meget stor bøde og sandsynligvis en frakendelse af førerretten.
Brandundersøgelse – Hvalsø, Lejre
.
Onsdag kl. 14.39 kørte politiet og brandvæsenet til Avnstrup Centeret i Hvalsø, hvor der var ild i et fjernsyn. Ilden blev hurtigt slukket, men én person blev lettere røgforgiftet.
Der skete ingen skade på ejendommen. Det var formentligt en juledekoration, der brændte ned og satte ild på fjernsynet.