Unicef sørger også for nødhjælp til børn i Haiti
Efter tirsdagens katastrofale jordskælv på Haiti er Unicef i fuld gang med at uddele nødhjælp til børn og deres familier.
- Der er desperat behov for rent vand, medicin og husly til de tusindvis af familier, der har mistet deres hjem, fastslår Torben Nielsen fra Unicefs Køge afdeling.
Onsdag aften landede et fly med forsyninger til 10.000 mennesker, herunder vandrensningstabletter, nødhjælpstelte samt salt- og sukkeropløsning til behandling af akut diarré.
Desuden er der to mobile lagre og udstyr til at behandle børnenes traumer efter jordskælvet.
Allerede nu har Unicef sørget for rent vand og højenergikiks til de op mod 5.000 mennesker, som efter jordskælvet søgte tilflugt ved lufthavnen i Jacmel, en by tæt ved jordskælvets epicenter. Det oplyser Unicefs chef i Haiti, Guido Cornale.
- Efter hovedstaden Port-au-Prince er Jacmel den mest ødelagte by. Jeg har oplevet flere jordskælv, men jeg har aldrig set så store ødelæggelser, og at så mange mennesker er berørt, siger Guido Cornale.
- I Jacmel har Unicef i aftes desuden uddelt 2.500 sæt med køkkenudstyr, så den lokale befolkning kan tilberede den mad, som FNs fødevareprogram, WFP, uddeler. Senere i dag forventes endnu et fly med nødhjælp fra Unicef at ankomme med forsyninger fra Unicefs regionale lager i Panama, oplyser Torben Nielsen.
Unicef ved af erfaring, at børnene er særligt udsatte efter en katastrofe. Derfor er det afgørende, at børnene får nødhjælp – hurtigt!
Så hjælp Haitis børn. Unicef Danmark samler ind til de jordskælvsramte børn i Haiti:
Sms akut til 1231 eller ring 9056 5699 og støt med 150 kr.
Du kan også støtte på giro eller netbank reg.nr.: 9541 kontonr: 1028 4651 eller på Unicef Danmarks hjemmeside
www.unicef.dk
.
pm