Usikkerhed om antallet af fyringer på Hvidovre Hospital
Der skal nedlægges stillinger på det lokale hospital, men hvor mange afgøres først i februar og marts
Der skal spares 107 mio. kr. og størstedelen af det beløb skal formentlig hentes hjem fra personalelønninger.
Det svarer til, at omkring 200-250 stillinger skal nedlægges. Stillingsnedlæggelserne skal dog ikke alene findes på Hvidovre Hospital.
- En vis del af disse nedlæggelser vil dog ske på andre hospitaler end Hvidovre. Årsagen er de fem fusioner, som hospitalet har været igennem, og f.eks. at vi har taget den akutte kirurgi hjem fra Glostrup Hospital. Antallet kendes ikke endnu, fordi beregningerne ikke er færdige, skriver hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen i en meddelelse, der er sendt ud til hospitalets medarbejdere
.
Hospitalsdirektøren afviser således, at der er tale om 100 fyringer på det lokale hospital, som det ellers har været fremme - bl.a. i Politiken.
Der vil komme afskedigelser, men vi har endnu ikke et overblik over, hvor mange af stillingsnedlæggelserne der kan klares ved naturlig afgang eller nedlæggelse af ubesatte stillinger.
Det overblik har vi først, når afdelingsledelserne efter orienteringen den 20. januar og frem til 5. februar har fået lejlighed til at planlægge implementeringen af stillingsnedlæggelserne, skriver hospitalsdirektøren.
Mislykket strategi
En af årsagerne til hospitalets økonomi er så dårlig, er et mislykket forsøg på at producere sig ud af problemerne ved at hjemtage flere opgaver fra privathospitalerne. Den strategi er i følge direktøren mislykkedes, fordi disse opgaver ofte ligger inden for den specialiserede kirurgi, hvor det er svært at finde personale til at udføre opgaverne.
- Når vi ser på størrelsesordenen af det nettoprovenu, som vi kan hente hjem, i forhold til omfanget af vores økonomiske problem, så er det ikke svaret på vores (problem, red.) blot at øge produktionen. Vi ser derfor ingen anden udvej end at få rettet op på den grundlæggende ubalance i hospitalets økonomi, slutter hospitalsdirektøren.