Arbejdsulykke på Kelco og indbrud i supermarked i Lille Skensved
Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra torsdag den 14. januar kl. 07.00 til fredag den 15. januar kl. 07.00.
Arbejdsulykke – Lille-Skensved
.
Torsdag morgen kl. 08.18 blev politiet kaldt til Kelco ApS i Lille Skensved, hvor en 19-årig mandlig medarbejder var kommet til skade med en finger. En dør til en fabrikshal smækkede i på hans finger. Der var muligvis en fejl på dørens hydraulik på grund af frost. Arbejdstilsynet blev tilkaldt og overtog sagen.
Anholdelse – Karlslunde
.
Kl. 09.14 anholdt politiet en 18-årig mand fra Karlslunde, der blev sigtet for røveri mod Shell på Karlslunde Rasteplads, hvilket blev begået den 30. august 2009 kl. 04.00, hvor røveren truede personalet med en hammer og fik udleveret 2.500 kr.
Den 18-årige erkendte røveriet og politiet fik udleveret den trøje, som han havde på under røveriet som bevis i sagen. Sagen blev forelagt politiets jurister, der skønnede, at der ikke var grundlag for en varetægtsfængsling. Sagen vil senere blive behandlet i retten.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde.
En 41-årig mand fra Gundsømagle blev torsdag fremstillet i retten sigtet for handel med narkotika samt overtrædelse af våbenloven. Han blev fængslet til den 11. februar.
Færdsel – Osted, Lejre
.
Kl. 20.00 traf politiet på Hovedvejen en 22-årig mand fra Slagelse. Han var fører af en personbil, men den 22-årige havde ikke kørekort. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Indbrud i villa – Greve
.
Natten til fredag kl. 00.04 fik politiet anmeldelse om indbrud på Lilleholm i Greve, hvilket er sket torsdag mellem kl. 09.30 og kl. 23.50. Et vindue opbrudt. Fra stedet stjålet flere TV, PC'ere og et B&O anlæg. Forurettede har muligt overrasket gerningsmændene, da man kom hjem.
Indbrud i supermarked – Lille-Skensved.
Fredag morgen kl. 03.14 blev anmeldt om indbrud i SuperBrugsen, Ejbyvej i Lille Skensved hvilket skete kl. 03.09. Et vindue brudt op. Fra stedet er stjålet cigaretter fra et tobaksskab.