Første senior-DM til Martin Lorenzen
Titlen fra i lørdags er også Roskilde-klubben AIRs første i seniorrækkerne
Roskilde-bryderen Martin Hjort Lorenzen vandt i lørdags guld i 55-kg klassen ved de danske mesterskaber for seniorer.
Han lagde dermed nye alen til både sin egen karriere på kanvassen og til klubbens historie. For selvom det 18-årige talent har prøvet at træde op på øverste podie-plads ved et DM, så var det før weekenden kun sket i junior- og ungdomsklasserne.
Titlen var den første i de voksnes rækker og et regulært gennembrud, da Martin Hjort Lorenzen først bliver senior om to år.
Klubhistorie
- Ved gennemgang i de gamle arkiver, blev det konstateret, at Martin Hiort Lorenzen er den første i AIR Roskilde Brydeklub, der er blevet seniormester. Så nok engang har Martin lavet om på Roskilde brydeklubs historie på resultatlisten, fortæller hans mor, Lone Lorenzen.
Hendes søn havde i øvrigt tre modstandere ved DM-stævnet, der fandt sted i Nykøbing F. De mødte hinanden indbyrdes og efter tre kampe havde talentet fra Roskilde vundet tre kampe og var en suveræn dansk mester.