Festival sender 150.000 kr. til Ingeniører Uden Grænser
Foreningen Roskilde Festival støtter humanitære projekter mellem ingeniørstuderende i Danmark, Israel og Palæstina
Foreningen Roskilde Festival donerer 150.000 kroner til Ingeniører Uden Grænser Students (IUG Students). Organisationen arbejder på projekter, som forbedrer livsbetingelserne for de mennesker, der uforskyldt er blevet ramt af den igangværende konflikt på Vestbredden. Sammen med ingeniørstuderende fra både Israel og Palæstina vil foreningen fra maj måned i år bygge solcelle- og vindmølleanlæg i flere mindre landsbyer på Vestbredden i Palæstina. Anlæggene skal forsyne isolerede områder med elektricitet til lys, vandpumper, kølekapacitet m.m. - Israel-Palæstina-konflikten går ud over en masse uskyldige mennesker. Det er forfærdeligt, at man på grund af politisk uenighed forværrer lokalbefolkningens livsvilkår. Et projekt som dette, der uden politisk stillingtagen fokuserer på de humanitære aspekter, er både kærkomment og nødvendigt og i den grad støtteværdigt, siger Dan Hacke, formand for Foreningen Roskilde Festival. IUG har været på en såkaldt fact finding-mission på Vestbredden, hvor mulighederne for samarbejde blev undersøgt. De lokale behov blev identificeret, og valget faldt på energiteknologi. IUG’s forundersøgelse pegede på lokalbefolkningens ønske om belysning til især børns lektielæsning, mulighed for opladning af mobiltelefoner samt at høre radio. Forundersøgelsen er efterfølgende blevet suppleret med en feltmission foretaget af en gruppe ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet, der har arbejdet med projektet i det netop overståede efterårssemester. Feltmissionen gødede jorden for, at implementeringen kan ske allerede til maj i år, hvor de studerende vil rejse tilbage og give en hånd med til opsætningen af anlæggene i samarbejde med de lokale partnere.