Saltmangel og glatte veje i Roskilde
Vejene i Roskilde kan være glatte de kommende dage. For i lighed med mange andre af landets kommuner er Roskilde Kommune nu også ved at løbe tør for salt.
- Vi gør hvad vi kan for at skaffe mere, men vi kan desværre først forvente at få en portion salt sidst på ugen, siger Carsten Leth fra Park og Vej i Roskilde.
Kommunen prioriterer, at de overordnede veje og stier stadig holdes farbare ved nu at anvende en blanding af grus og salt.
Boligvejene er efterhånden meget glatte, og det bliver formentlig ikke bedre i den kommende tid, hvor der er udsigt til skiftevis frost- og tøvejr. Desværre kan kommunen ikke gøre det bedre i øjeblikket, da salt-rationerne ikke rækker til mere.
Roskilde Kommune opfordrer alle til at færdes yderst forsigtigt på vejene. Desværre kan det overordnede vejnet også være pletvis glat, da kommunen ikke kan køre de saltmængder ud, som reelt er nødvendige i øjeblikket.